Om ejendommen  

Lidt om husets historie: De 4 matrikelnumre omfatter: Helsingborggade 15-21, Kildevældsgade 72 & 74, samt Marthagade 2-8.

Ejendommen er færdigbygget i 1906 af tømrermester Chr. Jørgensen, en af Østerbros store bygmestre. Da lejlighederne skulle udlejes i 1906, fik man lov til at bo et halvt år gratis, hvis man ville leje en lejlighed. Lejerne var hovedsagligt sporvognsfolk, som havde dejlig nemt til arbejde på Svanemøllens nye remise. 

Da Chr. Jørgensen døde, arvede datteren, som var gift Valentin Petersen, ejendommen sammen med sin mand. I 1968 solgte de hele ejendommen til Aage Rasmussen og Peter Tendal. Samtidigt blev ejendommen opdelt i ejerlejligheder, som er blevet solgt efterhånden som de er blevet ledige.

Oprindeligt var der 78 to- og treværelseslejligheder, et ismejeri (Ki. 72, st. tv., som er bygget om til lejlighed og en købmandsbutik med beboelse (Ki. 72, st. th.) – her er butikken inddraget til beboelse. 

I dag består ejerforeningen således kun af beboelseslejligheder. Hele Marthagade 2-8 består af toværelses lejligheder, i Helsingborggade 15 er der både to- og treværelses lejligheder og i Helsingborggade 17-21 er det udelukkende toværelses lejligheder. Kildevældsgade 72 74 består af treværelses lejligheder med et par udtagelse. Den føromtalte butik med beboelse har fået to værelser fra lejligheden Helsingborggade 15, st. tv., så her er der en etværelses lejlighed. Over forretningen indrette tømrermesteren en stor lejlighed til sig selv, så han tog to værelser fra lejligheden Helsingborggade 15, 1. tv. så der også her blev en etværelses lejlighed. 

Tømrermesterens lejlighed blev opvarmet med centralvarme fra et fyr i kælderen. I lejligheden Helsingborggade 15, 1. tv., boede fru Davidsen, som nærmest var livstidsansat hos familien Jørgensen og senere hos Valentin Petersen. I stuelejligheden boede en gammel tante til familien. Senere byggede Chr. Jørgensen en stor villa på Fortunvej, og da han døde flyttede Valentin Petersen derud. 

I 1968 boede den gamle tante, som da var højt oppe i firserne, i den etværelses lejlighed i Helsingborggade 15, st. tv. Hun havde da aldrig betalt hverken husleje eller varme. Det kom hun heller ikke til i de fire-fem år, hun var lejer hos Tendal/Rasmussen, så hun gik i graven uden at kende noget til husleje- og varmeudgifter. 

Ejendommens lejligheder er, med enkelte undtagelser, alle moderniseret inden de blev solgt, så de har brusebad og moderne opvarmning. 

I 1998 blev centralvarmeforeningen nedlagt og der blev installeret fjernvarme i hele ejendommen. Fjernvarmecentralen ligger i kælderen til Helsinborggade 15 med indgang fra mellemgangen. 

Der blev lagt nyt tegltag i vinteren 1998/99. I efteråret 2002 blev alle vinduer udskiftet og i sommeren 2003 blev der indlagt bredbånd til internetopkobling i alle lejligheder. Senest er der i vinteren 2007/08 blevet fugsikret og renoveret kloakker både ud mod gaderne og ind mod gården. 

Alfabetisk gennemgang af huset.

Administration: Da ejendommen ikke har nogen vicevært, fordeles administrationen af huset i to dele; en praktisk og en juridisk/økonomisk. 

Hvis du har brug for akut hjælp så kontakt den praktiske administrator. Hvis du ikke træffer nogen hjemme, kan du kontakte en af de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Det er ikke tilladt på egen hånd at tilkalde en håndværker for foreningens regning, medmindre det er en absolut nødsituation og man forgæves har forsøgt at kontakte en af ovenstående.

Praktisk administrator: Forestår ejendommens daglige drift og “eftersyn”, samt udfører de opgaver som bestyrelsen pålægger ham. Herunder bl.a. indhente tilbud på større arbejdsopgaver samt føre tilsyn med håndværkere, rengøringsfolk og fjernvarmeanlægget. Den praktiske administrator må ikke forveksles med en vicevært. 

Juridisk/økonomisk administrator: Opkræver fællesudgifter, skrider ind over for medlemmer, der misligholder foreningens love, fører kasseklade, udarbejder regnskab og budget, sørger for betaling af ejerforeningens udgifter, sørger for indkaldelse til og deltagelse i generalforsamling samt vejleder bestyrelsen i den arbejde. 

Adresseliste: Ved hoveddøren i din opgang finder du adresselisten med medlemmerne i bestyrelsen og husets håndværkere. Du skal henvende dig hos praktisk administrator, hvis det automatiske lys ikke slukker efter brug.

Affald (se også Genbrug): I gården ved siden af tørrepladsen har vi vores affalds- og papircontainere. 

Normalt holder rengøringsselskabet arealet rent. Husk, at vi udnytter containerne bedst, hvis papkasser fyldes op eller stampes sammen. Affald hensat ved siden af containerne bliver ikke fjernet af renovationsfolkene. Hvis papircontaineren er fuld skal du lægge dit papiraffald i dagrenovationscontainerne. 

Er du den første, der kommer ned efter at containerne er blevet tømt, bør du eventuelt vende dem om, så låget vender rigtigt og sætte dem pænt ind til siden. 

Aftræk: I nogle badeværelsesvinduer er der monteret aftræk i forbindelse med udskiftningen af vinduer. Bestyrelsen skal ansøges om tilladelse til montering af nye aftræk. Der er ligeledes aftrækskanaler i alle opgange, disse kan anvendes hvis ventilator tilsluttes af autoriseret installatør. Der gives ikke tilladelse til montering af aftræk i andre vinduer end badeværelsesvinduet, ligesom der ikke må monteres aftræk gennem nogen facdemure.

Bestyrelsens opgaver: Når ejerforeningen på generalforsamlingen har valgt henholdsvis en praktisk og en juridisk/økonomisk administrator, har den derved overgivet den daglige ledelse til disse, men bestyrelsen har den overordnede ledelse. 

Bestyrelsen har den daglige administration og sørger for at gennemføre de beslutninger, der er vedtaget på generalforsamlingen. Bestyrelsen har instruktionsbeføjelser over for administratorerne. Den har større kompetence end administratorerne, men må dog overlade alle vigtige afgørelser til generalforsamlingen. 

Bestyrelsens mandat er det til enhver tid gældende sæt af vedtægter.

Brandsikring: Ejendommen er opført i 1904 og blev brandsikret i løbet af 1986-1988. I efteråret 1996 er der sat røgalarmer op i samtlige trappeopgange. 

Cykler: Cykler og barneogne skal stilles i cykelkældrene, og ikke på hovedtrapperne. Cykelkældrene finder du følgende steder: Én under Helsingborggade 21, én under Kildevældsgade 74 og én under Marthagade 8. Din opgangsnøgle passer til cykelkældrene.

Duer: Duer skal holdes ude fra køkkentrapper og lofter. Der er duesikret i gården ved opsættelse af tynde wirer på alle sålbænke. Fodring af duerne i gården og på gaden er strengt forbudt. 

Dyr: Det er tilladt at holde und/kat i lejligheden, men de må ikke genere naboer, under- eller overboere. Der må under ingen omstændigheder medtages eller luftes hunde og katte i gården, i.h.t. Lejelovens almindelige bestemmelser og Magistratens ordensregler.

Døre: Både gadedøren og køkkendøren skal altid være låst. Samt dørene til loftsrum og kælderrum. Er dørpumpen i din opgang gået i stykker, så kontakt praktisk administrator. 

Faldstammer: Skal være lettilgængelige. Se i øvrigt vedtægterne samt punkterne Vaskemaskine og WC’er. Faldstammerne hører til ejendommen og forenngen har derfor vedligeholdelsespligten. Bestyrelsen kommer dog ikke og kontrollerer faldstammen i din lejlighed. Hold derfor selv øje og kontakt praktisk administrator eller en fra bestyrelsen, hvis du mener, at faldstammerne i din opgang trænger til vedligeholdelse. Faldstammer skal være tilgængelige. Hvis de ikke er tilgængelige pålægges du en omkostning til fjernelse og genetablering af eventuel inddækning ved vedligeholdelse/udskiftning af faldstammen. Sørg jævnligt for at rense afløbet med en “svupper” eller afløbsrens for at undgå tilstopning. 

Forsikringer: Vi har en storhusforsikring, som omfatter brand, ansvar, svamp og insektangreb på ejendommen. Du skal selv tegne indboforsikring og evt. glasforsikring. Vi har også en lovpligtig arbejdsskadeforsikring. Hvis du får en forsikringsskade, skal du kontakte juridisk/økonomisk administrator for at få en skadesanmeldelse.

Frisk-op-dage: Afholdes to gange årligt (en weekend om foråret og en weekend om efteråret). Vi rydder op i gården, på fællesarealerne samt udfører småreparationer – både ude og inde. I henhold til vedtægterne er du forpligtet til at deltage i to af de fire frisk-op-dage. Bliver du forhindret i at deltage, skal du betale et beløb pr. fordelingstal. På generalforsamlingen vedtages og varsles datoerne for årets frisk-op-dage. 

Fællesudgifter: Forfalder kvartalsvis og opkræves via Betalingsservice.

Gas: Hovedgashanen findes i kælderen, én til hver opgang. Den må af beboerne kun benyttes i yderste nødstilfælde. 


Genbrug: I affaldsrummet findes der flaske-, metal-, pap- og papircontainere. Stil ALDRIG glas og flasker i vores eget skralderum, vi har ingen til at fjerne dem. 

Generalforsamling: Generalforsamlingen afholdes hvert forår inden udgangen af april måned. Det er ejerforeningens højeste myndighed, så derfor: Mød op – og vær med til at bestemme! 

Grillen: Om sommeren er ejerforeningens tre grill’er til rådighed. Gør dem rene efter brug – der er både spand til aske og børste til rengøring af grillen. Tingene står under grillbordet. Undlad venligst at bruge spanden til andet end aske. Husk også at rengøre bordene og stil møblerne på plads, når du er færdig med at benytte dem. 

Gården: Gården blev anlagt i 1970, og kostede dengang ca. 150.000 kr. (det sidste afdrag blev vetalt i 1984). Den er fælles med andelsboligforeningen i den gule ejendom mod Bellmansgade. Anlægget blev udført som karrésammenlægning, så vi fik ret til at benytte andelboligforeningens port. Gården er privat, og må kun benyttes af de to ejendommes beboere samt disses gæster. Det er stadsgartnernes folk, der vedligeholder beplantningen samt legeredskaberne. De to bænke/borde og havemøblerne har ejerforeningen købt. Der er et toilet i gården (ved siden af køkkentrappen til Kildevældsgade 74), som især benyttes af håndværkere. Af hensyn til børnene er der ikke lås på døren til gårdtoilettet. Tørring af tøj samt udluftning af tæååer fra vinduerne er ikke tilladt. Adgang til gården, som er aflåst, sker naturligt ad køkkentrappen eller gitterporten i Helsinborggade. Du kan købe nøgle til porten hos praktisk administrator. Endvidere er der adgang til/fra gården mellem Helsingborggade 15 og 17.

Håndværkere: Se adresselisten ved døren i opgangen. Får du brug for akut hjælp så kontakt den praktiske administrator. Hvis du ikke træffer nogen, må du kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne. Det er ikke tilladt på egen hånd at tilkalde håndværker for foreningens regning, medmindre det er en absolut nødsituation og du forgæves har forsøgt at kontake en af de ovennævnte. 

Internet: Ejendommen har indlagt fiber-internet. Der kræves ingen opsætning, bare tilslut netværksstik.

Isolering: Efter at ejendommen har fået udarbejdet en varmesynsrapport, har vi fået isoleret alle lofter over de øverste lejligheder, og der er isoleret mellem kælder og beboelserne i stuen i 1986. Da murene er massive kan de ikke isoleres på indersiden, så det er op til den enkelte ejer. Der er i foråret 1989 opboret borsyrepatroner (forebygger mod svamp og råd) i træværket i kælderrummene. Der er ligeledes savet huller i samtlige kælderdøre for at sikre en bedre udluftning. 

Kabel-TV: Der er installeret kabel-tv i ejendommen fra YouSee (TDC). Beboerne vælger selv mellem YouSee’s (TDC’s) Grundpakke-, Mellempakke- og Fuldpakkeabonnementer. Bestilling og betaling foregår direkte til YouSee (TDC).

Kælderrum: Findes der til alle lejligheder. Alle kælderrumsdøre er påmalet et nummer, svarende til hver lejligheds ejerlejlighedsnummer. Af vedtægterne fremgår det hvilke kælderrum, som har dit lejlighedsnummer påmalet. Der er et par praktiske hensyn, du bør tage; du skal, af hensyn til brandfaren og brandforsikringen, holde dit rum ryddet for brændbart affald og holde det aflåst, ved salg skal pulterrum afleveres i ryddet stand. Hjælp med at mindske brandfaren ved at holde orden i dit rum, og bed naboen gøre det samme. Bestyrelsen og beboerne har flere gange gjort et stort arbejde for at fjerne alt brændbart og rydde op efter ansvarsløse medejere, som sætter emballage fra nyindkøb i kældergange og på tørrelofter (se desuden punkterne affald og storskrald). Kældervinduernes udluftningsrist bør være åben af hensyn til luftcirkulationen. Husk også, at åbne vinduer inviterer indbrudstyven indenfor. 

Legepladsen: Er for alle ejendommens børn, og for børn, der besøger beboere i ejendommen. MEN det påhviler den ejer, der har børn eller besøg af børn at rydde op efter endt leg. Det vil sige samle legeredskaberne sammen i sandkassen og sætte overdækningen fast.

Loftsrum: Du har brugsretten til det loftsrum, hvor dit ejerlejlighedsnummer står på døren. Også dette rum skal holdes i orden og være aflåst. 

Lys: Husk at slukke lyste, når du har været i kælderen eller i cykelkælderen! Er der ikke lys uden for gadedøren, kontakt så venligst den praktiske administrator.

Musik/støj: Vis hensyn. Der henvises i øvrigt til Magistratens reglement og Leje­lovens almindelige bestemmelser. 

Navneskilte på dørtelefonerne: Du skal bestille nyt navneskilt til dørtelefon ved henvendelse hos den praktiske administrator.

Navnetavlerne i opgangen: Navnetavlerne i din opgang bedes du selv rette. 

Ombygning: Søg gode råd hos bestyrelsen, praktisk administrator og orienter juridisk administrator. Du har pligt til at søge bygningstilladelse hos Bygge- og Boligdirektoratet, som desuden kan give råd og vejledning og ligger inde med pjecer om mange byggesituationer (se desuden under affald og storskrald).

Ordensregler: Magistratens ordensregler og Lejelovens almindelige bestemmelser omdeles med dette hæfte og der kan bestilles flere eksemplarer hos administrator. Disse regler er gældende i vores ejerforening. Bemærk især, at der ikke må medtages eller luftes hund og katte i gården. Fordring af duer og vilde katte er strengt forbudt. 

Pære: Henvendelse til praktisk administrator.

Rengøring: Et rengøringsselskab sørger for renholdelse. Rengøringsselskabet skal vaske hovedtrapperne en gang om ugen og køkkentrappen en gang hver måned. Gaden fejes og sneryddes efter behov. Vinduerne i opgangene poleres en gang pr. kvartal og samtidigt aftørres vindueskarmene. Rengøringsselskabet har ikke nøgler til cykelkældrene, så vi håber, at brugerne selv med passende mellemrum vil bruge kosten! Der er kost og skovl i de tre cykelkældre. Alle er velkommen til at benytte disse redskaber til glæde for alle. 

Skorstenene: På generalforsamlingen i 1988 blev det besluttet at nedlægge skorstenene, da disse ikke længere er i brug. Dette skete endeligt ved pålægning af det nye tag i 1998. Det er firbudt at installere nye brændeovne. Du må heller ikke montere en emhætte i køkkenet til skorstenen.

Snerydning: Vi er forpligtet til at rydde sne på fortovet rundt om vores hus, og vi har en aftale med rengøringsselskabet om, at de gør dette. 

Storskrald: Der er ikke længere storskrald ordning i ejerforeningen. Almindeligt storskrald skal du selv sørge for at aflevere på de respektive genbrugsstationer. Se eventuelt under Praktisk information. Ejerforeningen plejer at bestille en fælles container til storskrald ved forårets Frisk-op-dag.

Trapper: Vi har den regel i vores vedtægter, at hver opgang vedligeholder egen hoved- og køkkentrappe med maling og hvidtning (det vil sige de lodrette flader). Ejerne skal således selv enes om at male/få malet trapperne. Hver ejer skal betale 1/8 af udgiften. Evt. udskiftning af lamper m.v. i opgangene må kun ske efter indhentet tilladelse fra bestyrelsen. Det er uhygiejnisk, brandfarligt og i øvrigt ikke tilladt at sætte affaldsposer eller andet på køkkentrappen. 

Træerne: Træerne i Helsingborggade er fra gammel tid blevet tætklippet hvert andet år. Det fortsætter vi med, for dels kan de gamle træer ikke bære en krone, og dels ville kronen tage lyset fra de nederste lejligheder. Træerne i Marthagade fik vi af Tuborgs Grønne Træfond i 1990.

Tørregården: Skal udnyttes bedst muligt – fjern derfor tøjet ved døgnets slutning. Det er ikke tilladt at opstille og anvende egne tørrestativer i gården. Tørregården er ikke en legeplads for børnene!

Tørrelofterne: Der er et tørreloft pr. opgang til fri afbenyttelse. Vinduerne er låst til, da vi ikke ønsker duerne indenfor. Tal eventuelt med de andre i opgangen om istandsættelse og rengøring.

Tørretumblere: Generelt tillader ejerforeningen, at den enkelte beboer opstiller en tørretumbler i dennes lejlighed eller kælderrum – dog med forbehold: Monteres en aftræsktørretumbler i lejligheden skal denne tilsluttes den eksisterende aftrækskanal og monteres af en autoriseret installatør, der gives ikke tilladelse til montering af seperat aftræk gennem facaden eller vinduer. Generelt anbefaler bestyrelsen, at man monterer en kondenstørretumbler. Vælger man en tørretumbler i kælderrumet er to ting gældende: 1) det må under ingen omstændigheder være en aftrækstumbler, men kun en kondenstørretumbler og 2) den elektriske tilslutning skal trækkes fra beboerens lejlighed til kælderrummet af en autoriseret installatør efter bestyrelsens godkendelse. 

Udluftning: Efter vi i 2002 fik skiftet vinduer bør du være ekstra opmærksom på udluftning i din lejlighed, da de nye vinduer er meget tættere end de gamle, hvilket kan skabe et dårligt indeklima. Du bør lufte ud ca. tre gange dagligt i ca. 15 minutter ved at skabe gennemtræk, herefter kan vinduerne lukkes igen. Vær opmærksom på at “kold” luft ikke kan indeholde så meget fugt som “varm” luft, så hvis du ønsker at slippe af med fugt i luften, skal du tage frisk luft ind, lade denne tage varme og fugt fra lejligheden, hvorefter der igen kan luftes ud. Vedvarende åbne vinduer kan i værste fald skade dit indeklima ved kondensproblemer og skabe grobund for mug og skimmelsvamp.

Vand og el: Både vand og el er meget store udgiftsposter for ejerforeningen, og vi skal derfor spare så meget på begge dele som muligt. Du har således pligt til at sørge for, at dine vandhaner ikke drypper og at dit WC ikke køber. Ud over at det koster en formue i vand er det skadeligt for vores vandrør, at der konstant løber vand i disse. Vedrørende elektricitet skal du huske at slukke lyset når du har været i kælderen og cykelkælderen. 

Vandskade/reparation: I en del af lejlighederne findes der en individuel hane (Ball’o-fix) til at lukke for vandet. Den er ofte monteret i forbindelse med vandhanen i køkkenet eller ved toilettet. Hvis det ikke hjælper, så findes der en hovedhane til vandforsyningen (se oversigt efterfølgende). Hovedhaner til vandforsyningen kan du finde følgende steder:

Helsingborggade 21, 19 og 17: I kælderen Helsingborggade 17, blå måler med hane på hver side. Helsingborggade 15, Kildevældsgade 72: I kælderen Kildevældsgade 72, en blå måler. Kildevældsgade 74, Marthagade 2: I kælderen Kildevældsgade 74, en blå måler. Marthagade 4, 6, og 8: I kælderen Marthagade 6, en blå måler.

Det er en fordel at vide, hvor hanen til din lejligheds vandforsyning sidder, undersøg det derfor næste gang, du er i kælderen. Hovedhanen må af beboerne kun benyttes i yderste nødstilfælde. Hvis der sker brud på et vandrør, kan du ringe til den praktiske administrator eller et bestyrelsesmedlem angående VVS-installatør (se adresseliste). Døgnservicefirmaer er meget dyre, vent derfor, om muligt, til dagstimerne. Giv de andre i opgangene besked, hvis du lukker for vandet, idet der altid er mindst to opgange tilsluttet. Generelt må der ikke lukkes for vandet i weekenden, med mindre der er tale om et nødstilfælde.

Vaskemaskine: Af hensyn til hustes vandskadeforsikring skal vaskemaskiner installeres af en autoriseret VVS-installatør. Han/hun har pligt til at anmelde den til Københavns Magistrats 4. afdeling, afløbskontoret, sanitetsafdelingen, Islands Brygge 37, 2300 Kbh S. HUSK – hvis tilløbsslangen står med tryk på konstant, øger du risikoen for at lave vandskade. Der skal derfor monteres en tilbageløbsventil, som hindrer, at vaskemaskinen tømmes ved lækage, men denne standser ikke tilløbet fra vandhanen, så husk: luk efter hver vask. Der skal desuden monteres en drypbakke. Undlad venligst at vaske sent på aftenen, da centrifugeringen kan være til stor gene for omkringboende.

Vedtægter: Vedtægterne for ejerforeningen kan fås ved henvendelse til juridisk administrator.

Vicevært: Ejendommen har ingen vicevært, det sparer vi. Vi sparer yderligere hver gang en eller flere af os gør et stykke arbejde – husk, at vi er alle fælles om vores store hus. Rengøringsselskabet udfører dog en slags viceværtservice i form af gårdfejning, gadefejning, trappevask mv.

Vinduer: Huset fik i 2002 monteret nye vinduer. De er på grund af aluminiumsbeklædningen stort set vedligeholdelsesfri. Det anbefales dog, at du rengør hængsler, beslag og afløb i bunden af vinduerne en gang årligt, for at sikre afløb af vand samt velfungerende vinduer i de næste mange år. Vinduerne er monteret med en ventilationskanal, som det anbefales, at du lader stå åben, da indeklimaet ellers kan blive dårligt på grund af de meget tætte vinduer. Kældervinduer er en del af ejerforeningens ejendom. De bør ikke stå pbne uden opsyn, da der har været flere tilfælde af indbrud i kælderrum. Ligeledes skal ventilationskanalen altid være åben, da der ellers kan opstå problemer omkring fugt i vores kælderrum.

WC: WC’er kan stoppe, f.eks. hvis man kommer papirbleer i dem. Det samme gælder køkkenfaldstammen, f.eks. hvis man hælder fedt i vasken. Hvis dit WC ikke vil skylle ud, eller vandet begynder at stige op i din køkkenvask, skal du først og fremmest ringe på/smide sedler ind hos dine overbeboere, så de undlader at skylle ned/hælde vand i vasken. Derefter må du ringe til den praktiske administrator eller et bestyrelsesmedlem, eventuelt selv ringe til husets VVS-installatør (se adresselisten). Døgnkloakservice er utroligt dyrt, så I må prøve at klare jer uden den ene faldstamme til næste morgen. Sørg for at dit WC er tæt og fungerer optimalt, således, at der ikke konstant løber vand igennem. Vi skal spare på vandet.